Mar 16, 2009

Twitter – det bedste til mig og mine venner

Jeg har lige siddet og læst DeMib’s korte post omkring twitter, og fandt den ret interessant, da det også er gået op for mig for værdifuld Twitter er – både som privatperson og som virksomhed.

Jeg har indenfor de sidste seks måneder taget min gamle interesse for webudvikling op igen, og har så kombineret det med muligheden for at lave affiliate penge på de sites og services jeg udvikler. Det ledte til at jeg faldt over Twitter på nogen af de mange blogs jeg besøgte i forbindelse med research omkring affiliate marketing. Normalt synes jeg selv at er godt med på beatet, omkring nye teknologier, services og så videre, men jeg må indrømme at jeg var supersløv med Twitter. Havde hørt om det er par gange, men så det bare som endnu en social service, som sikkert kun var for børn og folk uden noget bedre at få tiden til at gå med. Det er det ikke.

Jeg bor for tiden i London, og udover de mange positive ting det indebærer, så har det også den negative effekt at jeg har svært ved at holde mit danske netværk vedlige. Det har irriteret mig meget, da jeg ved at jeg returnerer til DK indenfor et års tid, og dermed har behov for et godt netværk både privat og i professionelt øjemed. Twitter har vist sig at være yderst brugbar til dette. Det minder mig på mange måder om den funktion IRC havde for mig, for år tilbage. Jeg havde altid det kørende i baggrunden, og var altid “online” i den verden. Jeg snakkede dagligt med kollegaer, kammerater, bekendte osv. indenfor mine interesseområder via de forskellige kanaler som IRC bød på. Det var ubesværet, og grundet naturen af et offentligt/privat forum med instant messaging, så var atmosfæren super afslappet, og man rendte konstant ind i nye bekendtskaber. Twitter kan det samme, men ligger dog et lag af real life oveni. IRC var mere anonymt (hvis man ønskede det), hvorimod Twitter af de fleste kobles sammen med en personlig profil – kan være i form af info på ens profil eller link til ens blog/virksomhed.

Twitter.com er i sig selv ikke fantastisk god og brugbar, men når der kobles en af Twitter desktop applikationerne på, så rykker det virkelig. Jeg bruger selv TweetDeck, men har også prøvet Twirl. Begge er gode, men TweetDeck giver bare et lidt bedre overblik, og gør nogle få funktioner mere tilgængelige end Twirl.

Jeg har endnu ikke selv prøvet at benytte Twitter kommercielt, men min gode ven og kollega Morten Larsen (Adm. Direktør, Just-Eat Nordic) har lige fået Just-Eat.dk på Twitter, hvor man live kan se når nye restauranter åbner på sitet. Det er smart, og en yderst relevant måde at kommunikere med sine brugere på. En idé, som jeg helt sikkert får vores andre lande til at starte på. Det er selvfølgelig stadig simpel markedsføring, men kommer udover disken som mere ærligt og ligetil, end traditionel display eller email markedsføring. Folk vælger selv om de vil følge Just-Eat på Twitter – og dermed associerer sig selv med brandet, og måske netop derfor er det faktisk nemmere at aktivere folk på denne måde. Det kan måske være svært at engagere folk i “Bjarnes Grise Transporter” på Twitter, men har produktet eller servicen bare den mindste relation til internettet, kan Twitter være et godt og billigt værktøj til at få sit budskab ud til forbrugeren.

Jeg håber meget at Twitter ikke ender som MySpace (og tildels Facebook), hvor der går sport i hvor mange “venner” man har, og at dette på en eller anden forskruet måde, skulle hænge sammen med status eller credibility. Efterhånden som Twitter indtages af kommercielle interesser, vil vi utvivlsomt se mere og mere korruption af den kommunikation der finder sted, men jeg håber at der på det tidspunkt er kommet nogle værktøjer, som på en eller anden måde kan fjerne denne form for “spam” fra ens daglige brug.

Skulle du have lyst til at følge med i hvad jeg tweeter om, så kig forbi min Twitter profil.

2 Comments

  • IRC Web 2.0…

    Mange af de som har bevæget sig på nettet i mange år, har brugt og kan huske IRC. Det var den første form for instant messaging på internettet, og nu ser det ud til at Twitter overtager den position som IRC engang havde….

  • Rune, rigtig god artikel du har skrevet her og tak for gode tips. Har netop hentet Tweetdeck.

    Morten

Leave a comment

Kwigger on Twitter